Skudtegn hos Hjortevildt.

Når et stykke vildt træffes af skuddet, vil det på grund af smerten og chokket, udfører forskellige bevægelser eftersom skuddet sidder.  Dette kaldes "skudtegn" og viser sig tydeligst ved skud med kugle.  For den videre forfølgelse er det af stor betydning, at jægeren nøje iagttager dyrets opførsel efter skuddet og af dets bevægelser forstår at slutte sig til hvor dyret er ramt.  Til belysning heraf er vedføjet tegning af en hjort, på hvilken er indtegnet de forskellige områder som et sideskud kan træffe.

Man skelner mellem:

1.  Egentlige bladskud.  Høje, centrale og lave. Ved alle bliver lungerne og ved det centrale også hjertet gennemskudt. Kugleslaget høres tydeligt. Ved det centrale bladskud vil dyret oftest øjeblikkeligt falde død om. Ved lavt bladskud gør det med for parten en bevægelse opad, men falder efter en kort flugt om. Sidder kuglen så højt, at den har berørt ryghvirvlen, vil det først falde om, men rejser sig snart, forsøger en hurtig flugt, som snart bliver langsommere og efter nogle hundrede skridt, vil det lægge sig.
    
2.  Lungeskud. Vildtet gør en bevægelse forover, sætter hurtigt af sted, hvorved det ofte render mod træer, men er en hovedåre i lungen truffet, vil det snart falde om. Er kun lungespidsen gennemskudt, vil det efter en længere flugt begynde at hoste, lægger sig snart og dør.
    
3.  Leverskud. Vildtet farer sammen i foran, skiller sig, hvis det er sammen med flere, fra disse, lægger sig snart, men dør først efter flere timers forløb.
    
4.  Maveskud.  Gennem vommen, hvorved ofte også milten såres.  Kugleslaget er dumpt.  Vildtet slår ud med bagbenene, tager nogle høje spring forover og flygter med krum ryg væk fra sine kammerater.  Går derpå langsomt, står af og til stille og ser bagover.  Efter en længere stilleståen vil det lægge sig.  Dette sker før, jo mere dækning det kan finde.  Uagtet et sådant skud er ubetinget dødeligt, så lever dyret dog, ude om vinteren, mindst 12 timer efter.
   Forfølges det umiddelbart efter skuddet, vedbliver det at gå, til det styrter dødt om; det opsøger da også gerne vand.
    
5.  Maveskud.  Gennem tarmene. Svagt kugleslag.  Vildtet farer rask sammen, flygter først hurtigt med udstrakt hale, men går snart langsomt og lægger sig når det finder dækning.  Forfølges det straks eller forstyrres det for tidligt, flygter det langt af sted. 
   Skuddets virkning er for øvrigt som nævnt under d.
    
6.   Hulskud.  Er rygraden berørt eller et ribben afskudt, falder dyret med et om, rejser sig dog straks, kan være lidt fortumlet med det samme, men flygter så hurtigt af sted.  Er ikke rygrad eller ribben trufne, gør det kun nogle spring og flygter meget hurtigt.  I begge tilfælde ophører blødningen snarest, og da ingen ædle dele er berørte, læges såret inden nogle uger, uden men' for dyret.
    
7.   Skud gennem mørbraden eller gennem nyrerne.  Vildtet falder sammen i bagkroppen, kommer i fleste tilfælde sjælden op igen, og i sidste tilfælde vil det fortsætte med en langsom flugt en god strækning, før det lægger sig og dør efter 6-8 timer.
    
8.  Skud gennem hvirvelsøjlen.  Dyret falder øjeblikkelig om og dør hurtigere jo nærmere hovedet skuddet sidder, senest inden en halv time.
9.  Skuddets virkning er for øvrigt som nævnt under h.
11.  Lår skuddet.  Virkningen er forskellig eftersom begge eller kun det ene lårben, eller blot musklerne er truffet.  I første tilfælde falder dyret om med bagdelen og kan ikke mere rejse sig, der må straks afgives fangst skud.  Er kun det ene lårben truffet, falder det vistnok også da gerne om, men rejser sig snart  og fortsætter haltende og langsomt sin flugt og lægger sig nødig.  Det vil da stå godt for en hund som slippes på.  
    Har det først lagt sig, rejser det sig meget nødig og kun med stort besvær.  Bare muskelskud læges snart, men har dyret efter et sådant fået ro at ligge en tid, vil det siden stå godt for en hund.
     
12.  Skud i Benene.  Ytrer sig ved at dyret snubler i skuddet, men fortsætter hurtigt sin flugt haltende, og det trufne ben dingler.
    Her bør en hund slippes på straks, da dyret ellers let undslipper og benet læges med tiden.
     
13.  Halsskud.  Forårsager en hurtig flugt uden særlige bevægelser og er kun dødeligt, hvis luftrøret eller svælget er truffet.
14.  
15.  
16.  Hovedskud.  Falder vistnok dyret straks om, men skuddet er kun dødeligt såfremt hjernen er truffet.
     
17.  Tapskud.  Der berører ryghvirvlernes torntappe, bringer dyret til at tumle omkring, men det rejser sig snart og flygter hurtigt i naturlige spring.
     

 Træffer skuddet dyret i andre retninger, f.eks. forfra eller bagfra, såres sædvanligvis samtidig flere organer. Således vil skråt bagskud gerne træffe vom, lever og lunge, og skud forfra i brystet træffe hjerte, lunger, lever og maveinvoldene.  Sådanne skud langs med dyret er gerne mere dødelig end sideskud.

 Det her anførte gælder alt storvildt ned til rådyr.  Elgen "tegner" dog ikke så godt som de øvrige hjorte arter på grund af sin tungvindthed.*

*) Nedfaldende bloddryp kan dog være til nogen vejledning.  Findes luftblærer deri. tyder det på lungeskud og snarlig død, ligesom frøsende blod fra næsen over træer og kviste.  Aftagende bloddryp er dårligt tegn, tiltagende tyder på et hårdt såret dyr.  Standser elgen i springet ved skuddet, ser sig om og fortsætter, er der bomskud.